Søskendekærlighed på havnen

Min lillesøster og jeg trodsede stormen og det grå vejr her til aften, og cyklede en lille tur ned til havnen og spiste is, på hendes første skoledag i femte klasse. Det er så længe siden jeg sidst har været sammen med hende, bare hende og jeg. Snakket faldt også på efterskolen, og da jeg spurgte hende om hun synes jeg skulle tage hjem eller blive i den første weekend, tøvede hun ikke med at sige at jeg skulle komme hjem. Sødt. Jeg havde faktisk ikke regnet med at hun ville tage stilling, da hun i den sidste lange periode har stået med det største smil på læben og et udfordrende blik og sagt: "Jeg glæææder mig til du tager på efterskole, så slipper jeg for dig!" når jeg har gået hende den mindste smule på nerverne. Sådan cirka hveranden dag.

Men når det kommer til stykket, ved jeg jo godt at hun ser meget op til mig, og spejler sig i det jeg gør. Jeg holder virkelig meget af hende, og hun er altid så sød, når jeg virkelig har brug for det. Næsten da. Jeg glemmer aldrig hendes ord, da jeg var utrolig nervøs inden vores første terminsprøver i ottende klasse. Smilende sagde hun: "Sascha, du skal bare sige det her til dig selv: Jeg kan, jeg vil og jeg skal". Hun fik det største kram nogensinde.

Nu nyder jeg et koldt glas iskaffe og lidt vaniljeis, mens jeg funderer over om jeg mon for alvor er ved at blive et rodehoved. Sådan som her ser ud nu, tegner det ikke så godt. Mit hoved er fyldt med nervøsitet og glædelse omkring skolestart på søndag.

- Sassen

PS. Jeg har fået skråt pandehår, som jeg lige skal vende mig til. Men forandring er en skøn ting.