Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Det er allerede i morgen at jeg begynder på mit spændende efterskoleevnetyr, og jeg synes ferien er fløjet afsted alt for hurtigt. I kan takke mit kommende efterskoleophold for at jeg sidder og blogger lige nu, da mit første indlæg handlede om mine tanker omkring efterskolen, og idéen med bloggen er at jeg vil skrive om mine oplevelser for at dem derhjemme kan følge med, men lige så meget for min egen skyld. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er blevet grebet mere og mere af dette her univers, men jeg må samtidig erkende at jeg nok ikke får skrevet så ofte midt i alt det nye og sjove. Men jeg lover der kommer et aller andet.
Jeg har fået pakket det meste, håber jeg, og mit værelse ser nu meget tomt og upersonligt ud. Det er nogle meget blandede følelser der skyller ind over mig i dag. Jeg er glad, spændt, nervøs og præget af en smule tristhed. De første to følelser er helt klart de mest dominerende, men jeg kan ikke helt skjule de andre to, hvilket jeg nok heller ikke skal! Jeg er sikker på, at der er andre der har det ligesom mig.
Jeg takker for nogle fantastiske år i folkeskolen og for en skøn sommerferie, især den dejlige tur til Italien med Trinne. Jeg takker for at have fået denne mulighed, og jeg glæder mig til at stå lidt på egne ben. Jeg takker mine fantastiske veninder, som jeg ved altid vil være her.
- Sassen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar