En kort hilsen fra Lundby

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal  begynde, men jeg vil gøre det kort. Det er så nyt og spændende. Ugen er fløjet afsted, fordi der bare sker noget hele tiden. Samtidig føles det som om jeg har være her mindst en måned, da man lærer hinanden at kende på en helt anden måde end jeg er vandt til.

Denne såkaldte introuge er gået med alle mulige slags samarbejde. Alt fra familiegruppesamtaler, til en gåtur i Lundby med en kæmpe bjælke. Vi har løftet rundt på hinanden, gået på A-formede stylter og balanceret på ølkasser.

For mit vedkommende er den sidste del af ugen også gået med teater, hvilket betød tillidsøvelser af den meget nærgående slags. Vi fik både rullet hen over hinanden og løftet hinanden hen over hovederne på os selv.

Weekenden er gået med at lære de få tilbageblivende bedre at kende. Vi har nydt det dejlige vejr, og jeg har været en smule nede i ridestalden og i hallen. En flok drenge valgte også FRIVILLIGT at få barberet ben, hvilket måske bare høre med til et af de sjove påfund der skal gennemleves på en efterskole.

- Sassen

A new beginning

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Det er allerede i morgen at jeg begynder på mit spændende efterskoleevnetyr, og jeg synes ferien er fløjet afsted alt for hurtigt. I kan takke mit kommende efterskoleophold for at jeg sidder og blogger lige nu, da mit første indlæg handlede om mine tanker omkring efterskolen, og idéen med bloggen er at jeg vil skrive om mine oplevelser for at dem derhjemme kan følge med, men lige så meget for min egen skyld. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er blevet grebet mere og mere af dette her univers, men jeg må samtidig erkende at jeg nok ikke får skrevet så ofte midt i alt det nye og sjove. Men jeg lover der kommer et aller andet.

Jeg har fået pakket det meste, håber jeg, og mit værelse ser nu meget tomt og upersonligt ud. Det er nogle meget blandede følelser der skyller ind over mig i dag. Jeg er glad, spændt, nervøs og præget af en smule tristhed. De første to følelser er helt klart de mest dominerende, men jeg kan ikke helt skjule de andre to, hvilket jeg nok heller ikke skal! Jeg er sikker på, at der er andre der har det ligesom mig.

Jeg takker for nogle fantastiske år i folkeskolen og for en skøn sommerferie, især den dejlige tur til Italien med Trinne. Jeg takker for at have fået denne mulighed, og jeg glæder mig til at stå lidt på egne ben. Jeg takker mine fantastiske veninder, som jeg ved altid vil være her.

- Sassen

At blive voksen

Jeg ved godt at det ikke er mere en højst en time siden, jeg skrev mit sidste indlæg, men det her emne fandt vej ind til min bevidsthed på nul komma fem. En af mine bekendte fortalte mig om hvordan hans lillesøster fra femte klasse, ikke ville have ham til at starte i gymnasiet og blive voksen. Min søster har det på samme måde hvad angår mig og mit efterskoleophold.

Da jeg i forbindelse med min søsters og min hyggelige havnetur tidligere, hang ud på hendes værelse, og bladrede i hendes familiefotoalbum, faldt jeg over et gammelt brev hun havde skrevet til sig selv. Beregnet til læsning i fremtiden. Hun havde skrevet at hun aldrig måtte glemme Laffe (hendes absolutte yndlings bamse) selvom hun har fået mand og børn. Hun skrev også at hun aldrig ønskede at blive voksen. Den tanke har jeg sikkert også selv haft.

Jeg har de sødeste barndomsminder fyldt med leg, og jeg ønsker det samme for fremtidens børn. Vi er alt for hurtige til at blive vokse nu om dage. Jeg forstår ikke hvad hastværket går ud på. Hvis jeg kunne, ville jeg sætte mig ned og lege med dukker, lego og Bratz igen. Jeg ville bytte med Diddelpapirer og jeg ville elske at køre rundt på rolleskøjter og lege teenagers. Mit problem er bare at fantasien mangler, også selvom jeg elsker at leve mig ind i situationerne og spille teater. Det er vel egentlig også at lege, er det ikke? Det holder jeg ikke op med det næste lange stykke tid.

Når jeg hurtigt skal danne mig et billede af en voksen, er det noget med en alvorlig, ansvarsbevidst og en smule reserveret person. Jeg ved godt det er utrolig dømmende og generaliserende (hvilket kun er for idioter), men jeg kender ikke ret mange voksne mennesker som er lige så sprudlende, fantasifulde og livsglade som min tidligere dramalærere. Hvad mener I, hvonår er man voksen, og hvad er jeres billede af en voksen?

- Sassen

Vi sang tit denne smukke sang til drama. Det er min leg, og mit drømmeland. 

Søskendekærlighed på havnen

Min lillesøster og jeg trodsede stormen og det grå vejr her til aften, og cyklede en lille tur ned til havnen og spiste is, på hendes første skoledag i femte klasse. Det er så længe siden jeg sidst har været sammen med hende, bare hende og jeg. Snakket faldt også på efterskolen, og da jeg spurgte hende om hun synes jeg skulle tage hjem eller blive i den første weekend, tøvede hun ikke med at sige at jeg skulle komme hjem. Sødt. Jeg havde faktisk ikke regnet med at hun ville tage stilling, da hun i den sidste lange periode har stået med det største smil på læben og et udfordrende blik og sagt: "Jeg glæææder mig til du tager på efterskole, så slipper jeg for dig!" når jeg har gået hende den mindste smule på nerverne. Sådan cirka hveranden dag.

Men når det kommer til stykket, ved jeg jo godt at hun ser meget op til mig, og spejler sig i det jeg gør. Jeg holder virkelig meget af hende, og hun er altid så sød, når jeg virkelig har brug for det. Næsten da. Jeg glemmer aldrig hendes ord, da jeg var utrolig nervøs inden vores første terminsprøver i ottende klasse. Smilende sagde hun: "Sascha, du skal bare sige det her til dig selv: Jeg kan, jeg vil og jeg skal". Hun fik det største kram nogensinde.

Nu nyder jeg et koldt glas iskaffe og lidt vaniljeis, mens jeg funderer over om jeg mon for alvor er ved at blive et rodehoved. Sådan som her ser ud nu, tegner det ikke så godt. Mit hoved er fyldt med nervøsitet og glædelse omkring skolestart på søndag.

- Sassen

PS. Jeg har fået skråt pandehår, som jeg lige skal vende mig til. Men forandring er en skøn ting.

Lev nu og her!

Jeg er lige kommet hjem fra en regnfuld tur. Jeg startede hos min skønne barndomsveninde Elisabeth, også kaldet lisa (dog kun af mig). Vi fik os en dejlig veninde sludder om alt der nye og spændende og de gamle søde minder, mens vi spise After Eight og jeg drak te. Hvor var det godt at se hende igen!

Med musikken larmende i ørene og regnen piskende omkring mig, cyklede jeg videre for at tage afsked med de søde børn som jeg har passet i tre år nu! Selvom det var et arbejde, lærte jeg virkelig de to skønne unger at kende, og jeg er sikker på at jeg kommer til at savne dem. Jeg havde taget to små gaver med og fik også et fint kort og en gave af dem. Jeg fik mig endnu en kop te og en hyggelig snak om mit nye liv på efterskolen.

Jeg lever virkelig i nuet lige nu, og gør næsten kun det jeg har lyst til. Det er noget så skønt. Da jeg var i gang med oprydningen forleden, fandt jeg min eksamens stil, og da den handler om at leve i nuet, og gøre det der gør os glade, synes jeg I skal se den:

Gør øjeblikket væsentligt

Vi har alle siddet hos studievejlederen de sidste år af folkeskolen og bidt os selv i læben, i forsøget på at vride hjernen for realistiske fremtidsplaner. Hvad vil du opnå med dit liv? Efter at have nedskrevet de helt store fremtidsdrømme, går vi hjem, og får straks øje på Carpe-diem-magneten på køleskabet med budskabet om at gribe dagen og leve i nuet.

     Men er det i virkeligheden ikke lidt ironisk? Skolen, og samfundet i det hele taget vil gerne have os til at gå efter vores største drømme, som vi alle ved kræver at man ofrer sig. Samtidig får vi hele tiden ”Lev i nuet” replikken smidt i nakken af samtlige livsstilseksperter. Det ligger op til forvirring.

”Livet skal ikke tælles i minutter, men i øjeblikke” lyder et kendt citat, jeg for nylig klistrede op på kanten af mit spejl sammen med en række andre kloge sætninger. Hvad betyder det egentlig at tælle livet i øjeblikke?

     Handler det om at vi på vores dødsdag ser tilbage på vores liv, og helst skal få så mange væsentlige øjeblikke ind på nethinden som muligt? Eller er det mens vi lever, at vi skal gøre vores dyrebare minutter til øjeblikke, vi vil mindes hver dag?

Vi skal ret hurtigt gøre op med os selv, om det er de store drømme vi vil følge, eller om det er det gode hverdagsliv der skal være i fokus. For mig ville en kombination af disse være helt perfekt. Men kan man det?

     Hvad nu hvis jeg opnår min drøm om at blive journalist en dag? Kommer jeg så samtidig til at sidde alene i en lille lejlighed i Århus med en rugbrøds mad i hånden hver dag efter fyraften?

Eller hvad nu hvis jeg finder min drømmemand, og opgiver min karrierer for at få den perfekte kernefamilie? Vil jeg så sidde ved middagsbordet sammen med min familie hver eneste aften efter mit otte til fire job, og fortryde at jeg ikke gik efter min drøm?

     Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg lade fremtid være fremtid, og i stedet fokuserer på alt det der gør mig glad lige nu.

Er man lykkelig når man er glad? Ordbogen siger at lykke er en følelse der skyldes stor glæde og tilfredshed. Dermed må lykke være stadiet over glæde. Vi stræber alle sammen efter lykken, uden helt at vide hvad det er for en størrelse. Når man taler om lykke, er det lige som om, det er penge, der er det afgørende i folks øjne.

     Er det vigtigt om man har det helt rigtige tøj, det helt rigtige antal venner på Facebook og om man er nummer et i skolen, i sportsklubben osv.?  For mit vedkommende er det ikke afgørende faktorer, men det er klart at samfundets udvikling påvirker mig.

     Det er så afgørende hvad de andre synes om os, at nogen er villige til at være som de andre ønsker, vi skal være. Det er det stik modsatte af at gøre øjeblikkene væsentlige. Det er at spilde sine øjeblikke.

    

Vi trænger alle sammen til en omgang væsentligheds undervisning. Hvorfor lærer man ikke sådan noget i skolen? Undervisningen burde tage udgangspunkt i en diskussion mellem eleverne, om hvad der er væsentligt for hvert enkelt individ og i samfundet generelt. Måske ville vi mennesker blive mindre materialistiske.  

    

Ofte er det hverdagens stress, og presset fra omverdenen der gør det svært for mig, og sikkert også for dig, at nyde livet lige nu og her. Men også presset fra mig selv, og det efterfølgende spørgsmål: Er det godt nok, det jeg gør?

     Jeg har det med at se frem til den næste sjove begivenhed, jeg har skrevet ned i min kalender.

I stedet burde jeg også nyde den afslappende søndag i haven med det gode vejr.

”Hvis der er en mening med livet, så må det være at give livet mening” lyder et af de andre citater der hænger på mit spejl. Hvordan giver man så livet mening? Det må være at gøre de ting, der gør os glade, tænker jeg. Gælder det kun om at gøre det, der gør os glade lige nu?

 Eller gælder det også om at få gjort et krævende stykke arbejde, som gør os glade senere?

     For mig handler det om en balancegang. Jeg vil gerne spille teater, og bruge en masse tid sammen med min familie og mine venner, for det gør mig glad lige nu. Men jeg vil også gerne knokle for at skabe de muligheder jeg skal bruge, for opnå mine fremtidsdrømme.

Jeg tror der ligger en del sandhed i, at vi skal trues på livet, før vi får sat os ned og tænkt over hvad der i virkeligheden betyder noget.

     En øjenåbner for mig er at min farfar måske kan have kræft for anden gang. Uvisheden slår hårdt, og rammer mig med et slag lige i ansigtet. Jeg forsøger nu at gøre øjeblikkene i selskab med ham væsentlige. Jeg husker tydeligt sidst jeg besøgte ham og min farmor. Hans passion for Lego, kom fuldstændig til sin ret i den lille stue. Han fortalte og illustrerede hvordan de forskellige traktorer og rendegravere skulle bygges. Smilet i hans øjne, var ikke til at tage fejl af. Han er en glad mand, uanset et evt. sygdomsforløb forude. Det er væsentligt for mig.

Vi har alle noget vi gerne vil opleve før vi dør. Jeg vil gerne have besøgt alle verdensdele og møde så mange forskellige mennesker og kulturer som muligt. Jeg tror på at man ved at prøve at forstå andre, lærer at forstå sig selv. Jeg tror på at man kan lærer meget ved at opleve med alle sine sanser. Men jeg vil starte med at gøre dagens øjeblikke væsentlige. Opfordringen er hermed givet videre.

- Sassen

Videoen her minder mig om at leve i nuet og være ærlig, i stedet for at spilde tiden på tom snak. 

      

Hyggelige stunder

I dag er der præcis en uge til at jeg starter på efterskolen. Måske netop derfor var det noget af det dejligste at ligge på Plænen i Tivoli i går aftes i en times tid med min søde bedste veninde. Forinden havde vi gået vildt langt for at indtage vores meget usunde aftensmad, men man må gerne en gang i mellem. Tivolifolkene havde sat smukke lamper om i træerne, og noget meget generende spotlight op til deres jazzkoncert. Publikummet var meget ældre end jeg er vant til, og jazz siger mig som sådan heller ikke noget. Men det var en skøn stemning, med lamperne og Katrines hoved på min mave da vi lå i græsset og kiggede op mod himlen. Vores sang "I got you" blev også spillet. Ikke Leona Lewis udgave, men en eller anden jazz udgave. Skæbnen. Nu vi snakker om sangen, så har Katrine været så sød at skifte mine gamle Sys Bjerre og Britney Spears sange ud med nogle nye på min ipod, og selvfølgelig er vores sang der også. Hun har ovenikøbet skrevet en lille sød bedsked under sangtittelen.

Forleden var jeg i Knuthenborg med hele min mors del af familien. Jeg ser dem ikke så tit, så det var ret hyggeligt med en familiestund. Dyrene interesserer mig egentlig ikke så meget, men de er nu smukke, fordi de lever så enkelt. Det er ret inspirerende, da jeg synes vi mennesker haster alt for meget afsted og har så travlt. Jeg tænkter tit på, hvad det egentlig er vi så gerne vil nå? Vi overser jo halvdelen, af alt det vi kunne være en del af, fordi vi har så travlt. Hvad hvis vi ikke er her i morgen? Så har vi spildt alt vores tid på at planlægge den fremtid, vi aldrig fik. Selvfølgelig er vi nødt til at se lidt frem ad en gang i mellem, men der skal også være plads til spontanitet og at leve i nuet.

- Sassen

Min søde lille fætter Frederik

Min farlige kusine Emma - som jeg virkelig håber at se før jul! 

Drøm om uendelige engler

I vil sikkert med det samme tænke at overskriften indeholder en stavefejl, men det er ikke tilfældet. Drøm om uendelige engler - er måske en underlig sætning, men den bringer smilet frem på mine læber. For en meget sød lille pige var disse ord et slags godnat der blev udvekslet med familien hver aften. Ordene har altid fascineret mig helt utroligt. Den gang de blev sagt lyttede jeg altid uden af forstå meningen, eftersom det blev sagt så hurtigt at ordene flød sammen. Det var først da vi blev lidt ældre, at den søde lille pige fik forklaret mig sammenhængen.

Ordene minder mig om det gode i livet. Håbet, og drømmene som ingen kan tage fra os uanset hvad. Det er vores. Det minder mig om at det gode der stadig er her, selvom der er sket meget siden dengang ordene blev sagt højt. Den søde lille pige er blevet ældre og meget stærkere med tiden. Hun er den jeg stoler allermest på, og hendes ord for mig altid til at tænke mig om en ekstra gang. Hun kender mig så godt, at jeg næsten ikke kan fortælle en historie fra fortiden, uden at hun kan fuldføre den. Et smil og et kram fra hende redder min dag. Senere har hun også fået titlen 'Englen' af mig, men det er af en helt anden årsag. 

Ordene minder mig om hende, og den givende person hun er, og det vil jeg gerne beholde. Jeg vil så gerne plante denne sætning i mine fremtidige børns bevidstheder en dag. Den søde lille pige havde ikke styr på grammatikken den gang og engle blev derfor til engler i flertal, og hun har befalet mig at bibeholde den lille stavefejl. 

Udover ordene, er der også en sang der minder mig om vores venskab og den hun er. Da vi lå ved poolen i Italien forleden greb hun min hånd, mens sangen 'I got you' af Leona Lewis flød ud af vores fælles høretelefoner. Det var noget så sødt. Jeg skal lige love for at hun har mig, og jeg har hende. 

- Sassen 

At rejse, er at leve!

Tiden flyver afsted, og jeg kan umuligt følge med. Det føles som mere end blot nogle uger siden at jeg så film og spiste is med min dejlige kusine i flere dage i træk, at jeg var til endnu en bålfest med årgangen, at jeg var i byen med pigerne, og hyggede med Linnea, inden vi gav det vi troede skulle være det sidste kram inden hendes spændende efterskoleliv startede i dag, og at jeg besøgte min farmor og farfar til en hyggelig omgang te, mens min farmor reparerede mine jeans. Jeg ville ønske, jeg havde en stop knap, så jeg lige havde tid til at trække vejret.

Jeg kom hjem i går aftes fra den dejligste ferie med familien og bedste veninden. Vi startede med en overnatning i Tyskland i en lille by, hvor vi før har sovet en enkel nat. Vi forventede at skulle dyppe os i et dejligt varm karbad efter den lange biltur, men vi måtte skuffede nøjes med et brusebad. Vi ankom til Italien aftenen efter, hvor vi skulle nyde en uges sol. Vejret havde besluttet sig for ar være overskyet ret meget af tiden, men vi fangede solen hver dag, og nød den i fulde drag. Vi badede både i poolen og i Gardasøen, og der var også tid shopping, italiensk mad og is.

Katrine og jeg besluttede en aften at vi ville nyde en Pina Colada på den lokale bar uden mine forældre og min lillesøster og hendes elleveårskrise. Vi lagde ud med høfligt at spørge bartenderen om han kunne lave den drink, vi ønskede. Han svarede nej, selvom det rent faktisk var den, han var i gang med at lave, da vi ankom. Han serverede et glas til en anden kunde, og fyldte resten i et glas til os. Vi endte med at dele det, mens vi ventede på det andet, som han ville være tyve minutter om at komme med. Manden som kun talte tysk virkerede yderst beruset og meget mystisk. Da nummer to drink var klar, blev vi vinket ind, og da vi kom ud til vores bord igen, var vores første glas pist væk. Det mærkelige var at der kun var en enkel bartender. Vi sugede nummer to drink i os og smuttede på toilettet, og da vi gik forbi vores bord igen, var nummer to glas også væk! Selvom vi senere fandt ud af at vi var kommet til at bruge nabobarens bord, er det stadig underligt at glasset forsvandt. Stjæler konkurrerende barer glas fra hinanden, hvis de ser deres snit til det?

Efter en virkelig skøn uge, var tiden inde til at smutte længere nordpå. Vi skulle overnatte nogle dage i et tysk badeland. Omgivelserne kom fuldstændig bag på os. Det såkaldte badeland viste sig at ligge længere ude på Lars Tyndskids makker, end jeg havde forestillet mig man kunne komme. Vi blev bare ved og ved med at køre midt ude i nowhere, og til sidst dukkede det ensomme hotel op. Min lillesøster var ellevild med badelandet, men eftersom det kun var en tredje del af Lalandias størrelse, var jeg ikke videre imponeret. Katrine og jeg blev hurtigt trætte af at svømme rundt det klor fyldte vand, og besluttede os for at træde indenfor i saunaen. Det skulle vi vidst aldrig have gjort. I første omgang jeg var imponeret over gennemgangs rummet ind til saunaen. Væggene var smukke, den lille pool var fin og boblebadet var et kæmpe plus. Vi var tætte på at hoppe i, men holdt fast i vores beslutning om at finde saunaen. Pludselig træder en spillernøgen mand  ind i rummet. Katrine hiver fat i min arm, og får os ud i en fart. Vi læser bagefter på døren at man skal betale for at benytte sig af området. Er det ikke utrolig absurd at skulle betale for at gå nøgen i sauna og boblebad? Kald mig bare snerpet, men der går min grænse altså.

Da vi blev endnu mere trætte af at bade, besluttede vi os for at prøve kræfter på en minigolfbane. Man kan vidst roligt sige at det ikke er mit fag. Jeg lagde ud med at bruge hele sytten slag på det første hul! Jeg endte så til gengæld kun med at bruge to slag på det sidste hul. I sidste ende vandt jeg da også over min søster, så jeg blev kun den fjerde sidste.

Alt i alt var det en humoristisk ferie, og jeg har taget en masse minder med hjem i rygsækken. Jeg var også ivrig efter at forevige øjeblikkende, og her for I nogle af mine oplevelser.

- Sassen

PS. I morges ringede Linnea og bad mig komme til et sidste farvel. Morgenmadden måtte vente, og jeg trak straks i tøjet og sprang spontant på cyklen. Jeg fik kort fortalt om min ferie, imens jeg hjalp hende med at pakke det sidste ud i bilen. Det var sørgeligt da den kort tid efter forsvandt ud af syne. Men det var noget så skønt at se hende og kramme hende igen. Nu ligger hun i sin seng på sit nye værelse sammen med sin nye værelseskammerat. Jeg håber hende alt det bedste!

Klar til endnu en dag i bilen

Vi fylder tiden ud med musik

Fia i sit rette element 

Frokost på terrassen 

Vi slubrer citronlemonade 

Familiefoto

Fire elskværdige personligheder

Fiddi i citronplantagen 

Mussi og jeg i opgivelser der bringer tankerne tilbage til tegnefilmen Aristocats

En meget kold fornøjelse

Katrine udfolder sine kreative sider

Søde trinne!

Katrine og Soiphia spiller snotbold 

Utrolig skøn middag - vores sidste aften

Pina Colada til de søde 

Mor, far og søsser 

Trinne og jeg i citronplantagen