Jeg føler mig ret uheldig denne sommer, først min forstuvede fod og nu mit røde ansigt. Jeg håber virkelig ikke det her er begyndelsen til en række ulykker om man så må sige. Hvis det er tilfældet, kan jeg virkelig ikke komme i tanke om noget, jeg skulle have gjort for at fortjene det. Så skulle det da lige være da min veninde trådte på mit spejl forleden. Det skulle bringe syv års ulykke, hvilket jeg på nuværende tidspunkt kan fortælle, at jeg ikke holder til. Jeg mener godt nok det er flere måneder siden, og burde ulykken ikke også ramme hende?
Måske er det ikke ulykke der er skyld i mine uheldigheder. Måske er det fordi jeg er så klodset, og altid kommer galt af sted på en eller anden måde. Hvis ikke jeg falder, spilder eller ødelægger noget, så har jeg enten ikke taget det rigtige fodtøj eller det praktiske tøj på.
Når jeg falder på en klassetur og taber min mad, eller når jeg snubler forand hele klassen og en masse andre skoler på Experimentariumets scene, eller når jeg går direkte ind i en spisende dame på strøget, eller når jeg mister fodfæstnet og smider om mig med min venindes popcorn i biografen og må erkende over for en sur far at det var mig, og ikke hans sønner der var skyld i balladen, er jeg ikke en gang flov længere. Det er desværre blevet hverdag for mig at være så klodset. Jeg har mest ondt af mine medmennesker, som nogle gange må se flove til, når jeg udfolder mig i min bedste forstand. De fleste har dog lært at leve med det, eller det håber jeg i hvert fald. Imens øver jeg mig i at være mere opmærksom, og jeg lover at gøre mit bedste!
Som malles og mit mesterværk siger, er man nødt til at leve livet, også risikerer man at komme galt afsted. En risiko man er nødt til at løbe!
- Sassen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar